Niels Fredborgs klumme om Gut Apeldör turen
Onsdagsherrerne i Gut Apeldör 5. - 7. April 2013
Undertegnede havde fornøjelsen at være blandt de udvalgte til denne tur – forstået sådan at både familien, tiden og økonomien passede fint til dette fornøjelige arrangement inden den rigtige sæson går i gang i vores egen klub. Det viste sig at den lange vinter, vi selv har haft, ikke havde været anderledes dernede – ca. 265 km syd for Aarhus. Golfbanen var dog åben selv om vi fornemmede at den lokale greenkeeper vred sig i tøjret, men flere hundrede betalende golfspillere til både golfbanen, restauranten og hotellet havde uden tvivl en vis indflydelse!
Ankomst fredag middag, indlogering med makkeren på hotellet, et let måltid og ud med køllerne. Det viste sig at starten var påtvunget fra hul 10, da forni på det tidpunkt krævede en del pleje efter påskens aktiviteter. Der skulle strøes en hel del sand ud på de bløde fairways, men vi kunne dog slutte af og gå de sidste 9 huller fra hul 1, selv om fairways var som en bunker med tyndt lag sand og greens var nyprikkede – vi lagde op på klippede arealer. Alle var glade og for de flestes vedkommende var det årspremiere på en ”rigtig golfbane” med bittesmå huller. Der blev scoret lige fra 48 points og ned til vistnok encifrede tal, men det forhindrede ikke i at selskabet på 33 mand fra Aarhus havde en dejlig opstart og efter den sædvanlige vinder/taberøl i klubhuset var der afslapning, bad og omklædning inden vi skulle spise i klubbens restaurant. Suppe først og de fleste valgte derpå den kendte wienerschnitzel på størrelse en gammeldags LP grammofonplade, og andre fik en fisk – skyllet ned med deres gode øl og et – måske 2 – glas Rødvin. Fin stemning og en dejlig aften med store forventninger til morgendagens ’dobbelt- etape’ – altså 36 huller fra morgen til aften.
Det viste sig at fredagens runde fik en gammel knæskade til at bryde op for undertegnede, men matchledelsen, Boutrup & Co., fik fluks etableret en buggy, og med et par piller gik det deruda’ – alle mand i dag med start fra hul 1. Atter gode scores for nogle og elendige for andre. På 2. runde lørdag gik makker Lars Grunnet og jeg og roste hinanden til skyerne, men vi kom begge ind med 23 p., ingen præmier denne gang, men kendetegnende var det gode humør og fint kammeratskab blandt alle, selv om der var flere helt nye og næsten ukendte medlemmer med på turen. Lars Peter på vort hold lod sig ikke anfægte og scorede godt oppe i 30’erne og vandt vist dagens B-præmie. For mange var det nok lidt af en udfordring for kondien, og lidt af en overraskelse, at der ikke var mere tilbage i kroppen efter de 36 huller, men alle kom dog fint igennem indenfor den berammede tid – og vi fik hurtigt genoprettet væske- og sukkerbalancen.
Lørdag aften, alle – eller i hvert fald de fleste – havde været i bad og var nydeligt påklædte. Menuen stod på suppe og roastbeuf eller fisk, drikkevarer som før nævnt, rødvin og/eller en dejlig tysk Beer vom Fass. Alle så ud til at have det dejligt og stemningen var høj. Mit knæ brokkede sig en del over den lange dag på golfbanen, hvilket også scoren udviste, men en pille mere og en god rødvin var med til at gøre aftenen rigtig hyggelig i den dejlige krostue på Gut Apeldör.
Der var flere andre grupper til stede, bl.a. et hold fra Holstebro foruden lokale medlemmer af klubben samt en større 75 års fødselsdag, der larmede en del, men vi kunne alligevel synge med på deres slagsange og havde det sjovt i en hel del timer. Vi slap heller ikke for nogle saftige historier fra kasserer Morten og vi grinede højt, selv om de blev fremført både 2. og 3. gang!
Dagen derpå, søndag, var alle lidt mere stille i starten, og det er uklart om det skyldes aftenens udskejelser, eller den tætte spænding omkring resultaterne i finalen, der nu skulle spilles! Vi var to, der helt åbenlyst havde helbredsmæssige skavanker, men vi ville naturligvis gerne spille den sidste runde med, så der blev lavet en særlig 2-bold for os, kørende i en buggy – første start fra hul 1. Nogle kaldte den for ’førerbolden’, hvilket var stærkt misvisende, mens onde tunger benævnte den som ’Krankenwagen’, men vi startede ud kl. 10.00 dut, og førte an indtil hul 12, da vognen ikke mere ville flytte sig, strømmen var væk – og kammeraterne bagved syntes naturligvis det var synd for os, men bad os alligevel om gå til side, så de kunne gå igennem.
Et hold hjalp meget venligt med at få skubbet vognen helt ind i skoven, så de ikke fik deres slag ødelagt af en havareret golfbil – René Bjerre var så sød at forsyne os to ventende og frysende spillere med en pæn håndfuld vingummi. Efter en halv times tid kom der, igen med hjælp fra hr. captain Boutrup, assistance fra en banekontrol, der havde værktøj til at få os videre på runden. De, der så tror at dette uheld gik vores hold på nerverne med dårlig koncentration til følge, må tro om igen. Min makker, Peter Wagner, vandt dagens B-række med 36 p.
Det var klasse! Øvrige resultater, som i mange tilfælde var storslåede vil jeg ikke komme nærmere ind på, da det må fremgå af de officielle resultatlister.
Til slut vil jeg herfra sige de tilstedeværende fra Onsdagsudvalget mange tak for det dejlige arrangement.
Alt klappede og man må tage hatten af for dem, da det erfaringsmæssigt er næsten umuligt at styre en sådan herregruppe, men her var der ingen slinger i valsen. Der var startlister for hver dag, med tider, der blev overholdt til punkt og prikke. Pæne præmier, som de havde fået Golfexperten til at levere, både for hver runde og en total vinderrække, der blev vundet af Hallbjørn med en fantastisk score, så ham får vi nok en del vrøvl med her fra sæsonstarten.
Gut Apeldör er et rigtig dejligt sted at være for golfspillere, og kan anbefales – nok bedst når forår og sommer har bidt sig lidt mere fast - maden er som tyskerne nu kan lave den, men på turen her var det sammenholdet og kammeratskabet, der gav den dejlige stemning – tak for samværet, I dejlige drenge (som Christen ynder at kalde jer)! Der er garanteret nogle, der er med på noget lignende næste år…
//Niels Fredborg
|
|